Frikadeller med æblesauce og rødbede

Frikadeller af Knuthenlunds originale sortbrogede landrace grise til 4 personer

Frikadeller
500 gr. hakket gris af Knuthenlunds Originale sortbrogede danske landrace grise
1 dl. økologisk rug- eller havregryn
1 lille økologisk æble
1 spsk vand
1 tsk salt
4 drej økologisk peber med kværn

Æblesauce
2 dl økologisk æblemost gerne fra Kernegården
2 store eller 3 små syrlige æbler f.eks. Belle de Boskoop skrællet og skåret i mindre stykker
1 dl god økologisk fond
Evt. lidt sukker
Evt. lidt salt.

Rødbedesalat
1 stor eller 3 små økologiske rødbeder
Økologisk rørsukker
Salt
1-2 spsk æbleeddike f.eks. fra Bandholm Frugtplantage

Tilberedning

Frikadeller
Bland kød og ingredienser godt. Det er nemmest med hænderne. Tril små boller med en diameter på 3 cm. Placer dem på bagepapir i en bradepande eller  et ildfast fad. Sæt dem i ovnen ved 250 grader varmluft og bag dem i 10 minutter til de begynder at brunes på toppen og ikke mere giver efter for tryk. prøv at skære en over, hvis du er i tvivl om den har fået nok. Server med æble sauce og rødbedesalat.

Æblesauce
Start med at koge mosten ind til det halve. Tilsæt æblestykker og fond. Lad det koge til æblerne er helt møre. Mos dem med en ske eller en blender, hvis mosen ønskes helt jævn. Smag til med sukker, hvis den er sur og evt. lidt salt, hvis nødvendigt.

Rødbedesalat
Kog rødbederne i 20-40 minutter alt efter størrelse til de er møre. Afkøl dem under den kolde hane og smut skindet af. Skær dem i tern og kom dem i en skål. Drys med lidt sukker og salt. Der skal mere salt til end man tror. Smag dem til med salt og sukker. Tilsæt bæeeddike og lad dem marinere til det skal serveres. Den bliver kun bedre af at stå et stykke tid.